Luciagudstjeneste m. efterfølgende risengrød

Luciagudstjeneste m. efterfølgende risengrød

Luciagudstjeneste m. efterfølgende risengrød

Søndag 15. december 2024, kl. 15:00
Christianskirken, Brienner Strasse 12, 10713 Berlin

3. søndag i advent


Vi inviterer til en helt særlig gudstjeneste i Christianskirken med stemningsfyldt Luciaoptog. 

Lucia er for alle børn som kunne have lyst til at være med. Har man et barn som vil gå med i optoget, kan man skrive til os på mail kirken@christianskirken.de.

Det eneste vi beder om, er at luciagængerne ankommer en halv time tidligere til gudstjenesten og evt. får hvidt tøj på. Har man intet hvidt tøj, har vi også rigeligt med lagener!

Efter gudstjenesten vil der være hyggelig kirkefrokost, hvor man kan varme sig med lidt lækker risengrød og en kop kaffe. 

Vi glæder os til at se jer til en formiddag med lys, varme og adventsstemning.



SØNDAGENS TEKSTER:

* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Ørkenen og det tørre land skal glæde sig, ødemarken skal juble og blomstre, den skal blomstre som rosen, juble med stor fryd. Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt. De skal se Herrens herlighed, vor Guds pragt. Styrk de synkende hænder, gør de kraftesløse knæ stærke, sig til de urolige hjerter: Vær stærke, frygt ikke! Nu kommer jeres Gud med hævn, Guds gengæld, han kommer og frelser jer. Da skal blindes øjne åbnes og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, den stummes tunge bryder ud i jubel. For vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemarken. Det hede sand bliver til oaser, den udtørrede jord til kildevæld. På sjakalernes tilholdssted vokser der rør og siv. Dér skal der være en banet vej, Den Hellige Vej skal den hedde, de urene skal ikke færdes på den; men for hans folk bliver det en vej at gå på, hvor dårer ikke flakker om. Dér skal der ikke være løver, rovdyr kommer ikke på den, de findes ikke. Dér skal de løskøbte vandre, Herrens udfriede vender hjem, de kommer til Zion med jubel, evig glæde går foran dem, fryd og glæde når dem, suk og klage flygter.

 Esajas' Bog 35,1-10

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: Sådan skal man betragte os: som Kristi tjenere og som forvaltere af Guds hemmeligheder; her kræves det så af forvaltere, at de findes tro. Men mig er det ligegyldigt, om jeg bliver bedømt af jer eller af nogen menneskelig domstol, ja, jeg bedømmer ikke engang mig selv; for jeg er mig ikke noget bevidst, men dermed er jeg ikke frikendt. Den, der bedømmer mig, er Herren. Fæld derfor ikke dom før tiden, før Herren kommer! Han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil. Og da skal enhver få sin ros fra Gud.

 Første Korintherbrev 4,1-5

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ «

 Matthæusevangeliet 11,2-10

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed