Andagt til Sidste søndag efter helligtrekonger

 

Bøn

 

Herre, vor Gud, himmelske Fader!

Du, som viste os din Søn, Jesus Kristus, i lys fra himlen og påbød os at høre ham, i hvem du alene finder velbehag;

Vi beder dig:

Oplys vore hjerter med dit ord og din Helligånd, så vi retter al vor tro og tillid imod hans død, hans fortjeneste og hans nåde.

Lad derved også os komme til den herlighed, du gjorde synlig på ham, den gang han stod forklaret på bjerget, så vi bliver evigt salige til legeme og sjæl ved ham, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed.

(Den danske alterbog)

 

Evangelielæsning

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matthæusevangeliet 17,1-9

 

Refleksion over evangeliet til Sidste søndag efter helligtrekonger

 

I dag sidste søndag i helligtrekonger slutter Epifani-tiden; den tid af kirkeåret, hvor det guddommelige ved det barn der blev født julenat i Betlehem viser sig. Epifani betyder at oplyse eller gøre kendt med. Det, Epifani-tiden vil gøre kendt for os, er, at Jesus af Nazaret, Marias søn, også er Kristus, den levende Guds søn.

Lad os sammen med den nordirske teolog Alister McGrath komme lidt nærmere hvad som er på spil og hvad som Epifani-tiden vil gøre kendt for os.

For det første, lad os spørger hvorfor vi overhovedet taler om Jesus Kristus. Hvorfor har kristendommen fremhævet denne person, og kun denne person, som den højeste blandt mennesker?

Det traditionelle svar har altid været at opstandelsen fra de døde, demonstrerer at Jesus Kristus er guddommelig, og derved etablerer at han har en unik status og identitet som adskiller ham fra alle andre mennesker.

Der har været andre mennesker hvis adfærd og personlighed har skillet dem ud; personer som Sokrates i den antikke verden, eller Gandhi i nyere historie – men vi respekterer med rette disse personer som medmennesker, ikke som Guds inkarnerede.

Det enestående ved Jesus er, for de kristne, ultimativt grundet i hvem han var, snarer end hvad han sagde og gjorde. Lad os forestille os at vi eliminerede den idé at Jesus er Guds inkarnerede. Hvordan skulle vi da retfærdiggøre den enestående stilling som Jesus altid har betydet for kristne? Svaret på dette, ganske enkelt, er at det ikke kan retfærdiggøres. Hvilken tænkelig relevans kan læren fra en palæstinensisk mand i første århundrede have for os som lever i dag, i en så forskellig kulturel sammenhæng. Der er en enorm kløft mellem det første århundrede Palæstina og det moderne 21. århundredes vestlige verden. For traditionel kristendom, viser inkarnationen at Gud er kommet til os som en af os, og som henvender sig og kalder på os hver især. Det har ikke den store betydning hvornår dette hændte i historien – det vigtige punkt er at det hændte, og at det derved fortæller os noget vigtigt og væsentligt hvem Gud er og hvordan han er. Men hvis ideen om inkarnationen bliver forladt, sidder vi tilbage med et billede af en jødisk rabbiner, fjernt tilbage i tiden, hvis lærer og livsstil måske har gjort ham bemærket på hans egen tid, men med en lille relevans for os som lever i dag.

Det bliver vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at retfærdiggøre den enestående stilling som Jesus altid har haft for de kristne. De kristne relaterer sig ikke til Jesus som en fjern person i fortiden, men som den nærværende og levende Herre. De ser ham ikke som en fjern lærer fra fortiden, en for længst død rabbiner eller en guru – de kender ham som deres opstandne Herre, én som de tilbeder og gennem hvem de kender den levende Gud. Læren om inkarnationen indeholder disse væsentlige indsigter, hvis foruden Jesus, ville synke ned til nær-glemsel som en historisk grundlægger af en religion som nu synes tilfreds med at undvære ham.

At opgive inkarnationen er at miste blikket på Jesus centrale betydning for den kristne tro

”Og der lød en røst fra skyen: Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør Ham.”

Den inkarnerede Gud – Jesus Kristus, kommer til os. Jesus er Guds tilstedeværelse i verden i et menneske, der skal udføre sin opgave blandt mennesker. I Jesus Kristus er Gud hos os. Vi skal ikke lede efter ham, men leve ved ham og med ham!

Amen

 

 

Fadervor

 

Fader vor, du som er i himlene!

 

Helliget vorde dit navn,

 

komme dit rige,

 

ske din vilje,

 

som i himlen således også på jorden;

 

giv os i dag vort daglige brød,

 

og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,

 

og led os ikke i fristelse,

 

men fri os fra det onde.

 

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!

 

Amen.

 

 

Velsignelse 

 

Velsign os, Gud Fader

 

Velsign os, Gud Søn

 

Velsign os, Gud Helligånd

 

Salme (DDS 56)

Jesus er navnet mageløst. Find tekst og melodi her LINK