skip to Main Content

september, 2019

12sep20:0022:30Kabaret: Kann denn Liebe Sünde sein?

Deltaljer

Kann denn Liebe Sünde sein?

En ny kabaret om det vulkanske forførende liv i 20’ernes Berlin af Mads Elung-Jensen

Med
Mads Elung-Jensen, sang og fortælling
Tal Balshai, klaver

Christianskirken
Brienner Straße 12
10713 Berlin

Torsdag den 12. september kl. 20

Billetter 12 Euro

Det vulkanske liv i Berlin i 20’erne er blevet aktuelt som aldrig før, senest har TV-serien Berlin Babylon bjergtaget seere i mange lande.

Den danske sanger Mads Elung-Jensen har boet i Berlin i de seneste 10 år og har gjort den elegante erotiske Berlinerkabaret til et af sine specialer.

Han kommer nu til Christianskirken med sin ny koncertforestilling “Kann denn Liebe Sünde sein?”, akkompagneret af den israelske pianist og komponist Tal Balshai.

Kann denn Liebe Sünde sein?

1918-1933 var en af kulturhistoriens mest markante perioder. Især i Berlin oplevede kabaretmusikken sin største blomstringstid.

I de tre år efter første verdenskrigs afslutning opstod der i Tyskland over 200 kabaretteatre, heraf alene 38 i Berlin. Kabaretscenen var på samme tid raffineret og meget direkte, melodierne på højeste underholdningsniveau og digtenes frække ’Wortwitz’ – ordspil – er stadig uforglemmelige.

På baggrund af en enorm materiel fattigdom blev der skabt fabelagtig musik, teater og kunst. Det alternative seksuelle liv blomstrede og tiltrak vilde fugle fra alle egne. Mange gik under, og den tragiske ende lurer bag hvert muntert højdepunkt.

I “Kann denn Liebe Sünde sein?“ hilser på elegante herrer og glædespiger på alle sociale niveauer. Vi kommer til de store fester og vi hører om de hemmelige træfpunkter for ”det tredje køn”. Til sidst oplever vi (næsten) alt gå til grunde efter nazisternes magtovertagelse.

Vi møder Marlene Dietrich, Zarah Leander og Lotte Lenya, der sang den eviggrønne musik af Bertolt Brecht og Kurt Weill, af Werner Richard Heymann og Friedrich Hollaender.

Vi hører sange som Surabaya-Jonny, Schöner Gigolo, Ich bin von Kopf bis Fuss, Ich küsse Ihre Hand Madame og selvfølgelig Zarah Leanders uforglemmelige Kann denn Liebe Sünde sein?

Mads Elung-Jensen

Den danske tenor Mads Elung-Jensen har gennem de sidste 15 år skabt sin helt egen særlige kabaretform.

Mads er klassisk uddannet sanger fra Det kongelige danske Musikkonservatoriums solistklasse i København. Sideløbende med sin klassiske karriere skabte han i 2004 ensemblet Kopenhagen Kabarett og skrev i København tre meget roste kabareter til gruppen, før han i 2009 flyttede til Berlin.

I Berlin har Mads Elung-Jensen skrevet en række succesfulde historiske solokabaretforestillinger. Han skrev sidste år den muntert-groteske forestilling ButtStuff, der blev uropført i Bøssehuset på Christiania.

Mads Elung-Jensen har også engageret sig i sangligt sorgarbejde. Han organiserer for Berlins Kirkegårdsforvaltning koncertserien ”Abendempfindung” til trøst i sorg for mennesker der er berørt af et sorg- døds og afskedstema.

Tal Balshai

Pianisten, komponisten og arrangøren Tal Balshai er født i Jerusalem og bor med sin kone og tre børn i Berlin.

Som akkompagnatør har han spillet med berømte kunstnere på internationale scener som Salzburg Festivalen, Staatsoper i Berlin og Hamburg, på Scala i Milano. Tal har optrådt med Berliner Ensemble, Deutsches Theater og på andre prominente spillesteder.

Tal Balshais særlige interesse er de jødiske kunstnere der blev fordrevet fra Berlin i 1933, hvis musik han har givet fantastiske arrangementer. Tal komponerer og synger og spiller også egne meget aktuelle kabaretsange.

 

Hvornår...

(Torsdag) 20:00 - 22:30

Adresse...

Christianskirken

Back To Top
X
X