En hilsen fra Nyborg Strand - vores forkvinde på udlandskirkernes repræsentantskabsmøde

En hilsen fra Nyborg Strand - vores forkvinde på udlandskirkernes repræsentantskabsmøde

En hilsen fra Nyborg Strand - vores forkvinde på udlandskirkernes repræsentantskabsmøde

# Nyheder

En hilsen fra Nyborg Strand - vores forkvinde på udlandskirkernes repræsentantskabsmøde

Kære alle

Min sommerferie afsluttede jeg på Nyborg Strand, hvor jeg forud for
Dansk Kirke i Udlandets repræsentantskabsmøde havde lejlighed til at
tilbringe en dag med de øvrige kirkerådsforkvinder og -mænd fra de
danske kirker rundt om i verden - fra Thailand, Spanien, Frankrig,
USA, England mm. Det er jo mit første år som forkvinde for
Christianskirken og jeg kendte ingen af dem på forhånd, men jeg blev
budt varmt velkommen i deres midte og fornemmede straks en rar,
naturlig fortrolighed. Hurtigt fik vi gang i en åben dialog om vores
virke for de danske menigheder. Det var spændende at høre om de andre
udlandskirkers tiltag, udfordringer og erfaringer. Det var beroligende
at høre, at de andre har udfordringer, som ligner dem, vi kender og
nogle gange kan fortvivle ved. Og det var berigende at høre om
arrangementer, som skaber glæde hos dem og måske også kan være noget
for os. Udlandskirkerne rundt omkring har forskellige kår, bl.a. pga
de forskellige lande, de er til gæst i. Til fælles har vi, at vi kun
eksisterer, fordi menighederne vil deres kirker og bidrager til deres
daglige drift både økonomisk og ved frivilligt arbejde.
Nu er jeg tilbage i Berlin og glæder mig til at være med til at
genopstarte vores aktiviteter i Christianskirken. Jeg glæder mig til
at møde både gamle og nye ansigter. Det er altid dejligt for mig at
komme i kirken, som føles som et trygt stykke Danmark i det fjerne.
Jeg oplever her et varmt fællesskab og en særlig forbundethed, som
fylder mig med glæde og giver mig ny energi i hverdagen.
Fællesskabet er den afgørende og bærende faktor for alle
udlandskirker. Jeg er taknemmelig for at Christianskirken er del af
Dansk Kirke i Udlandets netværk og glæder mig til at forsætte dialogen
med de øvrige kirker.


Velkommen hjem til jer alle!


Thereze Rasmussen Bonne
Forkvinde for Christianskirkens Kirkeråd

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed